Dette musikstykke af Samuel Barber satte Monna – min afdøde hustru – meget højt. Hun hørte det ved en koncert med Aalborg Symfoniorkester. Det fæstnede sig meget stærkt i hendes bevidsthed.
Hun skrev en artikel om det i symfoniorkesterets venneblad, “SymfoNyt”, og jeg føler trang til – på denne Alle Helgeners aften – at citere denne velskrevne og modne artikel, alt imens jeg endnu en gang lytter til værket.
Medea med meditation
Det er ikke altid de store, kendte, symfoniske værker, der gør størst og varigst indtryk under og efter en koncertaften. For mig knytter der sig en helt speciel oplevelse til en vinterkoncert i Aalborghallen – torsdag den 9. januar 1992, hvor Aalborg Symfoniorkester opførte et lille musikstykke på kun 13 minutter, nemlig “Medea´s Meditation and Dance of Vengeance” – Medea´s Meditation og Hævndans.Siden den aften har det musikstykke stået som noget særligt for mig. Det er ikke, fordi jeg havde hørt det på forhånd. Heller ikke fordi det er et melodisk musikstykke, som efter koncerten sidder som en melodi på læben. Den aften skulle den konkurrere med Max Bruch´s Violinkoncert og Stravinsky´s `Ildfuglen´. Men alligevel satte Medea sig fast i bevidstheden.
På en gribende måde beskriver musikstykket – med stigende spænding – jalousiens frygtelige destruktive kræfter, som er det centrale tema i den græske Medea-legende. Den fortæller om Medea, der vanvittig af jalousi dræber sin rivalinde og sine egne børn. Over den legende har Barber komponeret sin balletmusik, hvoraf suiten navnlig er koncentreret om Medea-personen.
Sådan et stykke kan man ikk nøjes med at opleve een gang.Det fører for vidt at berette om det detektivarbejde, der skal til for at finde en CD-indspilning af et værk, der ikke er kendt og populært. Det førte til adskillige besøg i de store pladebutikker i København. Trods bestilling varede det måneder at fremskaffe musikstykket.
Men nu er den endelig hjemme i CD-samlingen. Og oplevelsen er lige så intens som indtrykket fra koncerten for 2 år siden.
Mange kender vel nok mest Samuel Barber fra hans fascinerende “Adagio”. Mindre kendt er det måske, at han på grund af sin store interesse for Søren Kierkegaards filosofihar har sat musik til en række af Kierkegaard´s “Prayers” – et imponerende korværk. Så vidt jeg ved er han den eneste komponist, der har sat musik til Kierkegaard. Det bør vi som danske værdsætte.
Godt at Aalborg Symfoniorkester også vover sig ud i nogle af de nyere værker. Ny musik får sjældent reelle vilkår for at blive værdsat – det er oftest engangsoplevelser. Koncertgængeren når aldrig at blive dus med værket. Den traditionelle programlægning sørger til fulde for, at man ikke mister forbindelsen til de gamle kendinge, som Mozart, Beethoven og Haydn. De spilles igen og igen – vist er der megen god musik i dem – men er livet alligevel ikke for kort til udelukkende den slags musik?
Monna Kok