I går mødte jeg tilfældigt min gamle ven, Erling, på gaden i Ebeltoft. Han bor nu i byen. Det blev et kort møde, men trods det kaldte det en række gamle minder fra fortiden frem.
Erling er komponist – og var tillige organist i Ansgarskirken i Aalborg, der i udstrakt grad kom til at nyde godt af hans kreative evner som komponist.
Han tangerede i hine tider adskillige punkter på mit livs cirkel.
Erling – med initialerne EDB – blev i 1969 dirigent for Filharmonisk Kor i Aalborg, hvor jeg var formand. Det var et ungt kor, der fra en beskeden udgangsposition havde stort mod på at arbejde sig i op gennem musiklitteraturens store korværker. Vi jeg gjorde store bestræbelser for at forbedre koret kvalitet, hvilket førte til et langvarigt samarbejde- og derudover et familiemæssigt venskab.
Jeg blev medlem af hans kirkekor, der på grund af hans musikalske evner og flid hver uge fremførte nye komposioner. Koret bestod i øvrigt af unge musikstuderende, som det har været interessant at følge på deres videre karriére.
Erlings ofte noget provokerende syn på tilværelsen og dens problemer gav gode udgangspunkter for givtige diskussioner.
På det familiemæssige plan fik vi tillige gode relationer – bl.a. havde vores sønner nytte af et frugtbart venskab, der indførte dem i teknikkens problemfyldte verden.
Måske tør det nævnes, at jeg i nogle sæsoner var elev på Ingas – hans kones – jazzballet-skole.