Før sammen – nu alene

Det var overskriften på en række aftener, som Kræftens Bekæmpelse afholdt for efterladte i 1996.
Jeg genoplevede i dag tiden efter Monna’s bortgang – måske dels fordi der nu er henrundet 10 år for starten på min alenetilværelse – og dels fordi der er indtruffet en tilsvarende hændelse i den nærmeste kreds. Jeg har beskrevet min måde at tacle problemerne på meget detailleret, idet jeg i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse deltog i en række foredrag om min personlige situation og min måde at overvinde den på. Jeg har opbevaret materialet til disse foredrag.
Jeg har nu – for første gang i de ti henrundne år – gennemlæst mine manuskripter fra den gang. Og jeg er faktisk overrasket over, hvor konkret, jeg var i stand til at beskrive den situation, jeg pludselig befandt mig i – og mine mål for den fremtid, som jeg derefter måtte leve videre alene.
Jeg er Kræftens Bekæmpelse megen tak skyldig for den støtte og det livsmod, som de gav Monna i hendes sidste år – og jeg er ligeledes taknemmelig for den hjælp, som jeg fik – dels i pårørendegruppen – og dels i det efterfølgende samarbejde med foredrag for efterladte, der var kommet i samme situation, som mig.
Det var blot mine egne erfaringer, som jeg har kunnet videregive. Der gives nok ingen standardløsninger på, hvordan tabet af en ægtefælle og mor kan bearbejdes. Men jeg havde dog håb om, at mine erfaringer medvirkede til, at en og anden har kunnet lære noget af mit tilfælde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *