Spring til indhold

Sort Volvo

  • af

Der er kommet en ny bil på Drejøvej. En sort Volvo S60, så flot og præsentabel som nogen limousine. Til lykke med den!
Nyanskaffelser i forbindelse med biler har nutildags ikke den samme sensationelle nyheds interesse, som forhen. Det er noget, der udskiftes som en del af det daglige udstyr. Er blevet en hverdagsbegivenhed!
Jeg husker den spænding og forventning, som Monna og jeg havde, da vi i 1950´erne havde besluttet at anskaffe vor første bil. En Fiat 600. Det var ikke noget man lige kunne få leveret med det samme. Der skulle importbevilling til. Så da vi havde bestilt køretøjet, måtte vi utålmodigt vente i flere uger. Hver aften tog vi ind til Vesterbro i Aalborg for at se `vores bil´, der stod flot og tiltrækkende i udstillingsvinduet. Endelig blev papirerne i orden, og vi kunne afhente `familieforøgelsen´. Sikken en festdag. Vi havde madkurv med og kørte en `præsentationstur´ det meste af Nordjylland rundt. Og jeg skal love for, at `barnet´ blev plejet.Pudset og poleret. Tændrørerne blev renset og slebet. Dæktryk blev eftermålt. Ja, faktisk behandlet som noget spædbarn.
Men der er vel altid mest spænding og virak omkring `den førstefødte´

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *