<
Jeg fik en i går prøvetur hele kommunen rundt i familiens nye Volvo - og hvilken oplevelse? En drønstærk motor, der spinder så lydløst som noget kattedyr, at man næsten ikke kan høre det - selv iført høreapparater. Det er en virkelig nydelse, at blive transporteret i et sådant køretøj. Og så denne jomfruelige duft af `ny bil´!
Netop duft af `nybil´ leder mine aldrende tanker tilbage til vort andet bilkøb. Da vi i 1960 ventede familieforøgelse, fandt vi det passende at byde den nye verdensborger velkommen i en bil, der var mere rummelig end en Fiat 600. Det blev en Fiat 1100 - med ratgear - en virkelig forøgelse af kørekomforten. Troede vi - men virkeligheden blev en anden.
Lad det være sagt straks: bilen kunne ikke gøre for det. Den duftede blot af `ny bil´, som er alle nye bilers vane. Men det viste sig - efter købet - at Monna, der var i de omtalte lykkelige omstændigheder, ikke kunne kapere duften. Det gav kvalme og opkastingsfornemmelser - alt det, der kan give uudholdeligt ubehag for en gravid kvinde. Gode råd var dyre - det havde bilen også været. Der var intet andet for, end at jeg måtte tillægge mig en ny last: at ryge cigarer, når vi skulle være kørendes. For på den må at `overdøve´ den kvalmende duft. Efter devisen "Med lugt skal lugt fordrives".
(Tegning fra 30.1.60)