Der er ikke noget mærkeligt i, at livsanskuelser føles anderledes i forskellige faser af livet. I de unge år har man fremtiden liggende foran én med alle de ubrugte muligheder, den kan rumme. Jo længere, man kommer op i årene, skrumper fremtiden ind. Den får man efterhånden mindre og mindre indflydelse på. Både sin egen, sin families og ja, hele samfundets. Til gengæld kommer fortiden til at optage en større del af tankevirksomheden.
I takt med, at fremtidens betydning mindskes, forøges tilbageblikket på fortiden. Faktisk ser man mange af fortidens hændelser, på samme måde som man i barndomsårene i skolen morede sig med at se film baglæns. Man ser mange af livets hændelser med slutningen først og kan så vurdere, om man dengang gjorde det rette valg. Mange store beslutninger, man gjorde i de tidlige år, ser man nu med slutningen først. Gjorde man ret den gang?
Søren Kierkegaard har udtrykt det meget præsist: “Livet leves forlæns – men forståes baglæns”.