Kampen for et “c”

  • af

I dag er det 110 år siden Ejner Viggo Nielsen Kok blev født på Frederiksberg.
Han brugte – hele livet igennem – ikke sit `Kok-navn´, men kaldte sig `Kock´. Det lød sådan lidt finere med det lille `c´, og han accepterede ikke at skulle være født uden et `c´. Han var af den faste overbevisning, at det skyldtes en skrivefejl på dåbspapirerne, at c´et var faldet ud. For at få en ultimativ klarhed om sagen, skrev han til præsten i Ulkebøl på Als, hvor hans far var født. Præsten kunne dog ikke give en nok så fattig trøst efter at have konsulteret kirkebogen. Navnet er Kok, ligesom `Jorden er flak´. Han kunne dog udglattende tilføje, at det måske skyldes de tyske præsters unøjagtighed. De tog det ikke så tungt med c´erne, og Als var jo på faderens tid i tysk besidddelse.
Men alle forklaringer og kendsgerninger prellede af på fatter. Han vedblev med sin en-mands-kamp mod systemet og valgte troligt at skrive navnet med `c´ livet igennem, og på det grundlag levede han i øvrigt en ærbar tilværelse som en estimeret mand.
Som 21-årig drog han – sammen med andre familiemedlemmer – til USA, hvor han opholdt sig under Første Verdenskrig. I den forbindelse måtte han højtideligt afskrive sin troskab til Danmark og kong Christian den Tiende. Det blev til givtige og lærerige år for den unge Ejner.
Men også her i det fremmede kom navnet på tværs. Det er jo i det engelske sprog tillige navnet på en unævnelig mandlig legemsdel – ikke mindst når det er med `c´. Det ville ikke være særlig velset i hine puritanske tider. Med sin gode opdragelse og sin uskyldsrene moral kaldte han sig derfor i hele USA-tiden for `Cook´ – men hjemvendt returnerede han til det gamle navn med c´et på rette plads.
Ja, Kok-navnet har voldt vanskeligheder – også for sønnerne. Næsten alle deres offentlige papirer bærer spor af udraderede c´er, for fatter insisterede vedholdende på, at hans version i sidste ende nok skulle blive den sejrende. Sønnerne var ikke gjort af det samme stoute stof som fatter, så da de kom til modenhed og alder, trak de sig uden sværslag ud af `Kock-kampen´ og kaldte sig `Kok´, som jo vitterlig var det, de hed.
Fatter – med sin kærlige og stærke hustru ved sin side – var en belæst, tænksom og forsigtig mand, der måske nok kunne have drevet det videre i tilværelsen. Han blev dog holdt `på rette spor´ af det parti, som han lige fra ungdommen havde viet sine evner og kræfter fra ungdommen, Socialdemokratiet.
Far døde i 1989, og jeg blev således den ældste i `klanen´. Jeg har over årene tumlet med tanken om at nedfælde nogle af mine personlige erindringer om min far fra de godt 60 år, vi havde sammen. Det kan interesserede læse om her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *