Vi kender alle Noa fra bibelens første Mosebog. Med sin familie og udvalgte dyr reddede han sig fra Syndfloden, der udslettede den ganske verdens syndige befolkning. Han byggede en ark og sejlede fra ødelæggelserne. Da vandene var sunket bosatte han sig med sin familie – som de eneste i verden. Noa gav sig til at drive landbrug – herunder også vindyrkning. Det sidste lærte vi dog ikke noget om i skolen. Biblen beretter imidlertid, at han smagte så grundigt på vinen, at han blev stærkt beruset. Så fuld, at han smed tøjet og optrådte uanstændigt i ord og gerning. Sønnerne forargedes over faderens løssluppethed – og det førte til en bitter familiestrid.
Fra Noa nedstammer alle senere mennesker og formentlig også glæden ved et godt glas vin – selv om man måske ikke behøver at efterfølge Noa’s umådeholdenhed.