Efter mange år genhørte jeg i dag min fars erindringer, som han i to omgange indtalte under besøg hos os i Aalborg. Han villle gerne fortælle, og det var næsten nok at sætte en mikrofon foran ham – og en gang imellem komme med små spørgsmål, så væltede erindringerne frem. Imponerende så klart, han huskede årstal og steder. Optagelserne er fra 1979 og 1981. hvor har immervæk var henholdsvis 82 og 84 år gammel, Han døde som bekendt som 92-årig i 1989. Det er en interessant optagelse, der faktisk efterhånden har en historisk værdi – ihvert fald for vor familie, fordi den ikke alene illustrerer fatters egen tilværelse, men tillige fortæller en hel del om den tid, som han var en del af. Min mor giver også sit besyv med på en del af optagelsen.
Sit eget liv fortæller han ærligt om — såvel opgangstider og nedgangstider. Der ser ud ud til, at der trods alt i den sidste ende har været ligevægt mellem plus- og minusperioderne. Hans beretning er ikke alene hans – det er også tusindvis af andres tilværelse på den tid. Det var en tid, hvor man fik tæv og afstraffelse. Først i skolen, hvor lærdommen blev banket ind i begge ender – med lussinger i den ene ende og spanskrør i den anden. I læretiden sad lussingerne også løst, når man svarede mester igen eller slap lidt uheldigt fra et stykke arbejde. I det senere liv sørgede tilværelsen med arbejdsløshed og småkår også på sin måde for en videreførsel af de hårde knubs. Også en slags lussinger.
Fatter fik på sin vis en spændende og lærerig ungdom – først med sit USA ophold – og hjemvendt derfra med sit liv ‘på valsen’ med sin beskedne værktøjskasse fra Paris til Danzig, hvor han bestred forefaldende opgaver. Han oplevede på sin krop det Europa, der var i et brændende forfald i efterdønningen fra den første verdenskrig.
Men det er med stor glæde, han beretter om de gode forhold, som blev ham og hans ligestillede til del i den sidste lange ende af tilværelsen.