Med den i går omtalte – noget kvalmfulde – debut på cigaretrygningens område, var jeg så nogenlunde rustet til min konfirmation, hvor man efter traditionen fik ‘officiel’ tilladelse til at ryge. Nu var man jo blevet voksen. Cigaretetui og ravrør hørte med til de traditionelle konfirmationsgaver den gang. At man nu måtte ryge var som et led i en mandomsprøve.
Herefter fik så lasten en større og større indvirkning på mig. Besættelsensens mangel på tobak gjorde savnet af tobakken til et støre og større must, indtil det kulminere i et hæftigt forbrug op til 1968, hvor jeg på det tidspunkt røg, som nogen skorsten.
Sammen med min lille familie havde vi en hyggelig – røgfri – sammenspisning denne lørdag aften.