Gang på gang lyder det i TV og presse, at integrationen ikke er lykkedes. Det er som om, man betragter landet som udrustet med et værktøj, der kan udføre den opgave at ændre indstillingen hos en befolkningsgruppe til andre normer, mens samme befolkningsgruppe stædigt er fast forankret i deres egen kultur. Lever i deres tidligere hjemland og med normer og indstillinger derfra.
Er integration i virkeligheden noget, der kan presses ned over folk? Eller er det snarere noget de implicerede selv af egen grund ønsker, og dermed selv er den drivende kraft i? For mig at se, er integration nogeet, der skal komme ‘indefra’ for at have en varig holdbarhed. Samfundets opgave må være at tilbyde de rammer, indbyggere og fremmede kan leve under. Dem må de forskellige samfundsgrupper indordne sig under.
Man kan undre sig over flere aspekter i denne sag. Hvorfor er mennesker flyttet til Vesten? Er det for at inordne sig under forholdene der og skabe sig en tilværelse i lighed med vestlændingene – eller er det udelukkende for at få del i den bedre velfærd, der er i denne del af verden? Et er sikkert. Den nuværende integration er ikke lykkedes særligt overbevisende – specielt ikke for de tilflyttere, der kommer fra de mellemøstlige områder.