Nu, da året 2014 rinder ud, vil jeg som vanligt bringe en lille hilsen fra Willy her på hans hjemmeside. Samtidig vil jeg på Willys vegne sige mange tak for alle de fine julehilsener, som er blevet grundigt læst og har skabt glæde.
Det er nu ikke fordi der er så meget at fortælle fra Willys verden. Dagene ligner hinanden meget, og de store oplevelser bliver det jo ikke til. Den største glæde – ud over besøgene fra Herdis, som altid er lyspunkter – har været det fantastiske sommervejr, som har gjort det muligt at sidde ude fra morgen til aften og nyde den lille grønne oase, som Engholms have og sø må siges at være.
Helbredet er nogenlunde status quo – med mindre op- og nedture i løbet af året, og også en enkelt kortvarig indlæggelse pga. brystsmerter og åndedrætsbesvær. Willy har for nylig fået en “comfort-kørestol” med højt, vipbart ryglæn, som giver mulighed for en mere magelig hvilestilling, og det er jo væsentligt, når man tilbringer så meget tid med dette.
Humøret svinger stadig en del, men er mestendels godt. Ligeledes varierer klarheden – fra “mørke” dage, hvor vi næsten ikke kan få kontakt med Willy, og han næppe kan genkende os, til “overskuds-agtige” dage, hvor han er den gode, gamle spøgefugl, og underholder os og de øvrige beboere med en lille munter sang.
Sproget og forståelsen svinger også en del, måske med en tendens mod det værre, men det lykkes som regel at føre en meningsfuld konversation ved at gætte sig frem, bruge fagter og andre til rådighed stående midler.
Nu vil jeg slutte med ønsket om et godt nytår 2015 fra Willy til alle dem, han kender og holder af.
Hilsen
Henning