Spring til indhold

Status efter et år

I dag har vi fejret Mathias’ 20 års fødselsdag, og kan dermed konstatere, at det nu er præcis et år siden at Willys aktuelle sygehistorie tog sin begyndelse.

Der er jo ikke så meget at berette om Willys gøren og laden, han tilbringer fortsat lange dage i sin plejebolig på Engholm, uden de store armbevægelser – såvel bogstaveligt som i overført forstand.

Tilstanden er overordnet set status quo, kommunikationen er besværlig og motorikken er begrænset. Men vi mener dog alligevel at kunne spore små, sikre fremskridt på begge fronter. Dette har vi nu erfaret gennem en længere periode på vores hyppige besøg hos Willy.

Humøret er også blevet en kende bedre, og det glæder os specielt at Willy igen er begyndt at vise interesse for sin gamle passion, musikken. Det dejlige forårsvejr og muligheden for at køre ture udendørs i rullestolen giver også en kærkommen lejlighed til at lægge den lange, triste vinter bag os.

På Willys vegne vil jeg gerne sende hilsener til alle, han kender, samt takke for besøgene fra den nærmeste kreds.

Hilsen
Henning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *