At forfatte lejligheds-sange til enhver festlig anledning er blevet en blevet en væsentlig del af min tilværelse. Det må jeg konstaterer her i den sidste fase af mine pensionist-år. Når jeg skuer tilbage over de mange, tilbagelagte leveår, kan jeg se, at denne forfattervirksomhed har præget mig trofast gennem alle årene.
Det er vel nok ikke noget, jeg har fået med som dåbsgave. Der blev vel ikke sunget ved min indtræden i livet – og dog. Min far havde en indbygget tradition for, at der skulle en sang til ved festlige, familiære sammenkomster. Det gennemførte han i alle de år, hvor jeg var hjemmeboende. Hans altid optimistiske strofer gik næsten altid på melodien til den velkendte forårssang “Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn”-De mange tra-la-laer heri forstærkede hans sange både i effekt og længde.
Min første sang blev skrevet til et skolebal i 1943. Emnet var skolens lærere. I en korter periode var jeg medlem af det kommunistiske ungdomsparti, DKU, og det gav sig også udslag i en festsang, skrevet med ‘hjertet’. Senere hen skrev man nok mere med ‘hjernen’.
Således er det gået livet igennem. Udover sange til festdage i familieregi, har jeg besmykket firmafester, skovture og kollega-jubilæer osv. med mine oplæg til sanglige glæder. Ikke mindst i forbindelse med de sangglade korister i de mange kor, jeg har deltaget i gennem årene. var en sang altid velkommen til enhver festlig anledning.
Min kone, Monna, var altid en god inspirator i foretagendet. Mit venskab med Herdis førte et nyt og næsten bundløst festsang-behov ind på banen. Hun medbragte en stor familie med masser af konfirmationer og fødselsdage, så der har været nok at tage fat på.
Med min rollator-kørsel er digtning blevet til en del af terapien. Jeg traver så at sige min skæve gang i sanvær med jamber og trokæer. Mon jeg skal plages med denne digteriske last til mine dages ende? Hvem ved? For nærværense er der kun en konfirmationssang og et par andre på skrivebordet,