Indvandring af udenlandsk arbejdskraft i Danmark startede vel i løbet af de gylne år i 196o’erne og 1970’erne, der var præget af en ophedet økonomisk og politisk udvikling. Der var fuld kraft på beskæftigelsen. På den baggrund viste det sig for øvrigt at være et godt tidspunkt at starte en ny maskinproduktion på den gamle, udslidte cementfabrik Norden. Det var dog ikke tanken om gyldne tider, der var grundstenen til idéen til den nye maskinfabrik. Det var i langt højere grad de usle råjernstider, der krævede økonomisk bistandshjælp, som kunne etableres fra nye tiltag.
Der var mangel på arbejdskraft i de år. Jeg husker således, at fabrikken, Valby Maskinfabrik og Jernstøberi, måtte importere udenlandsk arbejskraft i stor stil for at holde produktionen i gang. En funktionær Mouritsen fik til opgave at skaffe udenlandsk arbejdskraft. Det blev hovedsagelig fra Tyrkiet. For at skaffe husly til disse udlændige overtog man bl. a. lærlingehjemmet i Rantzausgase i København og etablerede bolig her til indvandrene.
Disse handlinger viser sandsynligvis nok et eksempel på starten af de problemer, vi har i dag med integration og mangel på sådant. Gæstearbejderne rejste ikke tilbage til hjemlandet efter endt arbejdsindsats, men bosatte sig i Danmark. Det dannede begyndelsen til deres eget lille, isolerede samfund i landet. Men de udvidede det i udstrakt grad ved at bibeholde deres religion og kultur. De bragte faktisk hjemlandets kultur herop ved fx. tvangsægteskaber, som var en udpræget del af den hjemlige kultur. Gennem sådanne fætter-kusine ægteskaber blev efterhånden hele tyrkiske landsbyer flyttet til Danmark på den måde.
Således oplevede jeg starten på den store indvandring af fremmede gæstearbejdere. der efterhånden udviklede sig til at blive gæstearbejdere i det sociale system i Danmark.