I disse dage er det 100 år siden det luksusiøse passagerskib, Titanic, sejlede ud fra Southampson med kurs mod USA. På sin jomfrurejse kolliderede skibet med et isbjerg, og sank i dybet. Et tusindtal mennesker mistede livet ved hændelsen. Der verserede mange myter om ulykken, som kom i folkemunde. Fx. husker jeg fra min bardom, at det blev fortalt, at skibets orkester spillede salmen ‘Nearer, my God to thee’, alt imens skibet sank.
Forliset af dette kæmpestore skib med de fire skorstene havde gjort et stort indtryk på samtiden og ikke mindst på min far, der på det tidspunkt var i 15 års alderen. Min far, Ejner, rejste med sin mor, Dagmar Mathilde (f. Off) samt søstre, Dagmar og Marie til USA kort tid efter. To ældre brødre. Peter og Osvald var år forinden emigreret til USA og inviterede familien derover, fordi moderen var blevet enke med de tre børn. Forholdene i Europa var næppe særlig lyse i den usikre tid før Verdenskrigen. Familien rejste med dampskibet Oscar II, som var et meget benyttet emigrantskib fra Skandinavien. Ejner ernærede sig og familien ved beskæftigelse i sit snedkerfag, Han var ansat på flere automobilfabrikker gennem årene, som ‘pattern maker’, modelsnedker. Ejner, Dagmar og Marie rejste tilbage til Danmark, mens moderen blev tilbage i USA,¨og var dér til sin død i 1920. Hun er begravet derovre.