I dette strålende forårsvejr drages vore tanker til den fødselar, der ikke fik mulighed for at opleve det. Det gjorde min kone og ven gennem livet ikke. Da hun blev født var det ikke på en forårsdag, som denne. Tværtimod var der et kraftigt snevejr, der forårsagede, at hendes ellers pligtopfyldende far måtte blive hjemme fra sit arbejde. Ikke på grund af Monna’s fødsel – nej, nej – men på grund af vejrliget. Jeg tror i øvrigt ikke, at han har haft flere forsømmelsesdage i resten af sit liv.
Jeg lærte Monna at kende i 1947 – altså lige efter besættelse, Monna, der den gang kaædte sig Valborg, var en usædvanlig smuk pige, og hun virkede for mig som ganske uopnåelig med sin værdige optræden. Jeg fik dog heldigvis taget så meget mod til mig, at jeg kom i mere nærkontakt med hende. Således var jeg gæst ved hendes 18 års fødselsdag og i julen samme år ringforlovede vi os. Navnet Valborg blev udskiftet med mellemnavnet Monna.
Monna’s sidste fødselsdag var i 1996, hvor hun blev 66 år på Hillerød sygehus med den uhelbredelige kræftsygdom. En uge efter døde hun stille hen efter et langt, lidelsesfyldt sygdomsforløb med kræft.
Jeg har her til morgen besøgt hendes sidste hvilested på Engholmkrirkens kirkegård og tænkt på Monna. Hun har været en god, trofast ven at have haft som følgesvend gennem de mange år, som det alligevel blev os forundt at leve sammen.
Ellen Frandsen har og fødselsdag på denne dato. Ellen og Johannes har været vore nærmest og bedste venner gennem mange, mange år. Gennem uhyggelig mange år har Ellen været ramt af Parkinson syge.