Atter er sager om politeres personlige adfærd dukket op. For få år siden vakte det overskrifter og stor kritik, at Helle Thorning.Schmidt og Mette Frederiksen havde sendt deres børn i privatskoler, omend de samme politikere i skarpe, utislærede vendinger havde tordnet mod ressourcestærke forældre, der havde gjort det samme.
Det er naturligvis sager af en art, der har et meget lavt polititisk indhold. I sig selv burde sådanne tilsyneladende småligheder ikke erobre den politiske scene. Men det viser sig, at offentligheden er stærkt fokuseret på sådanne personlige forhold. der afspejler politikernes forventede moral i forhold til den vælgergruppe, de henvender sig til.
Mon ikke der kan findes en forklaring deri, at politikere i vor tid ikke er ‘sande’ repræsentanter for de partier, de repræsenterer. Ikke nok med at de fleste på intet tidspunkt har været i forbindelse med det private – eller for den sags skyld også det offentlige – arbejdsmarked, men de har primært deltaget i samme universitetsuddannelse, og mødes efterfølgende på samme ‘hylde’ i samfundet, og er uanset partifarve, hinandens kolleger..
Således har de unge politikere lige fra ungdommen været distanceret fra den ‘almindelige’ befolkning, som de vel nærmest føler sig hævet over for. De er nærmest som advokater for et partis programmer- Som sådanne forstår de deres ‘kollega-advokater’ bedre end de forstår deres vølgere. I alt fald agerer de bedre i kontekst med kollegerne end med deres vælgere. Det er måske det, som opinionen reagerer på, når Mette Frederiksen sender sine børn i privatskole, og skoser dem, der ikke følger partiets offencielle politik.