I Henning’s barn- og ungdom var der to uundgåelige butiks-adresser, som vi næsten systematisk besøgte for at nære hans glubende interesse for det elektroniske og det luftbårne.
Der var forretningen Nørklit, der leverede hardware til at understøtte hans umættelige lyst, trang og forkærlighed for fremstilling og eksperimentering inden for det elektroniske. Med udgangspunkt i samlesæt til små, elektroniske konstruktioner, såsom strømforsyninger o. lign. udviklede det sig snart fremstilling af hjemmefabrikerede trykte kredsløb. Nørklit’s forretning lå centralt placeret i forlængelse af Reberbanegade og lige ved ‘tyren’ på Vesterbro. Nørklit elektronik eksisterer åbenbart stadig på adressen Urbansgade nr. 26 iflg. Google maps. Dog ser det ud til at forretningen er tom med blændede vinduer
Den anden forretning, der tillige blev regelmæssigt besøgt var ‘Rødskæg’, som også havde sin forretning på Vesterbro, men noget længere ude på højde med Aalborghallen, Det var en hobbyforretning, og her kunne man erhverve allehånde modeller til bl. a. flyvemaskiner, der var fantastisk detailleret udført som plasticsamlesæt. Senere kunne man få tegninger og samlesæt til fremstilling af små, moterudstyrede modelflyvere. Med dem foretog Henning sammen med venner og familie prøveopvisninger, der som oftest endte med, at de små modeller blev bragt hjem til reparation efter prøverne.
Henning opnåede stor færdighed i at arbejde med disse teniske ting. Det kommer nu om dage familien til gode ved diverse reparationer inden for computerverdenen.
Interessen for flyvning førte fot år tilbage til flyvecertifikat, som han stadig vedligeholder. Ligeledes overværer han de årlige fly-show, hvor Flyvevåbnets udvikling demonstreres. Det sker på familiebasis sammen med hans svigerfar.