Spring til indhold

Mols-linien

  • af

Borgerne i Ebeltoft modtog i dag en smertelig meddelelse. Mols-linien – byens uerstattelige flagskib – trækker sine teltpæle op og flytter fremover sine aktiviteter i Ebeltoft til Aarhus. Med indkøb af en ny super katamaran-færge vil der satses på en givtig time-sejlads mellem Aarhus og Odden. Forbindelsen mellem Ebeltoft og Odden ser ud til kun at blive opretholdt i yderst beskedent omfang – fx. i ferieperioder..

Straks efter starten af Mols-linien i 1966 blev den korte sejlrute over Kattegat en succes. Ikke alene for bilisterne, der sparede tid og penge ved at bruge den kortere vej til Sjælland, men også for Ebeltoft-borgere, der i stigende omfang blev ansat som personale på den nye, betydelige arbejdsplads. Ebeltoft blev til en søfartsby, hvor indbyggerne indtog maritime stillinger lige fra kaptajner til messedrenge. Den korte sejltur med faste timeafgange var en heldig cocktail, der bandt landsdelene tættere sammen på en ny måde.

Selv efter at Storebæltsbroen var blevet en realitet, er det lykkedes at gøre ruten konkurrencedygtig ved massiv reklameoffensiv, der tog udgangspunkt i sparet tid og kørsel. Der viser sig, at der er mange bilister, der stadig ‘ikke orker Fyn’, som rederiet fremhæver i sine reklamer.

Sejlturen over Kattegat har været en fast partner i min tilværelse. Monna og jeg har haft utallige ture sammen – lige fra rutens start. Det var endnu før katamaranernes jet-tidsalder. Da havde man tid til at nyde en stegt rødspætte under overfarten. Ruten indbød mig i min enkestand at udbygge et kærligt venskab med vor tidligere Aalborg-veninde, Herdis, der nu boede i Ebeltoft. Derved kom ruten til at binde Ebeltoft og Nordsjælland endnu tættere sammen. På den måde føler jeg, at jeg har gjort mit for at føre Mols-linien gennem gode som dårlige tider.

Det bliver svært at forestille sig en fremtidig tilværelse uden Mols-linien. Allerede nu kan man næsten på forhånd savne de mange kolde trapper op til skibet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *