I vor tid sættes der et stor skel i vor samfundsopfattelse i spørgsmålet om alderens indflydelse på beskæftigelsesområdet. Ungdommen tilgodeses i vort politiske system, som det vigtigste, der skal berige og bære fremtiden. I stigende grad nedvurderer man den ældre generation ved modsat at opfatte den som en byrde – ældrebyrden. Begge argumenter har nok en snert af sandhed i sig. Dog bør man nok – frem for at udbygge disse aldersforskelligheder – fokusere på de områder, hvor generationerne kan supplere hverandre til et fælles samfunds bedste.
Har der altid i historien eksisteret en ‘ældrebyrde’? Ja, hvor det har drejet sig om kræfter og hurtighed er det nok indlysende. at de ældre ikke kunne hamle op med yngre kolleger. Men med de erfaringer, der indhøstes gennem lange arbejdsliv, er der vel en stor chance for at disse ældre kan berige kommende generationer. I mange af de ældre, som vi i årevis har fået parkeret på pension, efterløn og golfbaner, sidder der sikkert endnu rester af nytteviden, som samfundet kunne have behov for. Det kalder dog nok nytænkning i hele vort kultursammensætning.
Ældre samfundsmønstre betragtede de ældre som en styrke, der kunne bringe gjorte erfaringer med ind i fremtiden. Faktisk som en ældrestyrke. Der kunne mistes megen erfaring, dersom en kløgtig ældre døde. Han var ikke så let at erstatte, som et barn, som man jo let kunne erstatte.