Man bliver erindret om Johs. V.Jensen’s solhvevssang – med den strålende og indbydende sol på himlen her til formiddag. Men henad middagstid blev der med forsigtig hånd strøet et flormelstyndt snelag ud over veje og træer, som understregning af, at man endelig ikke skulle forledes til at tro, at det drejede sig om en sol, der varslede forårets snarlige komme.
En minitur i kvarteret bekræftede, at solide kuldegrader sekunderede den fristende sol.
Dagene længes – ligesom os – mod forår og varme. En trøst er det dog, at dagen nu er tiltaget med 9 minutter så det går dem rette vej. Optimismen finder vi i verset:
Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt og håbet tændt,
ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt.
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.