Herdis har en veninde fra lærertiden på skolen – lad os kalde hende Laura. Hun er en gæv pige med rødderne solidt foankret i molbo-jorden. Skønt der er en aldersforskel på op mod en snes år, og Laura det meste af tiden har været bosat i USA, er venskabet med kollegaen stadig lige varmt. Personlig er jeg så heldig og privilligeret, at jeg også er kommet ind under denne ‘venskabs-paraply’.
Efter et giftermål med en amerikaner levede Laura i USA i Colorado på tærklen til det store vilde Vesten med sin familie, der udvidedes med to børn. Hun havde i hjertet et ønske om at vende hjem til Danmark. Hverdagen bestred hun som lærer, specielt inden for området med tosprogede børn, som er en følge af mexikansk indvandring.
Gennem årene har Laura i e-mails fortalt om store og små ting fra sin hverdag. På sin egen måde har hun formået at få sin tilværelse levendegjort for andre på grund af sin gode fortælleevne. Herdis og jeg besøgte familien i Grand Junction for fem-seks år siden.
Da ægteskabet blev brudt for et par år siden, blev hjemrejseplanerne helt realistiske. Krisen gjorde det umuligt at finde jobmuligheder som lærer i Danmark, men Laura fik stilling på en handelshøjskole i Grønland. Her tager hun fat med samme stædighed, livsglæde og positivitet, som forhen. Hendes beretninger er lige læseværdige og sprudlende, omend rammerne er ændret fra ‘det vilde Vesten’ til ‘det kolde nord’.
Gennem Laura’s beretning føres man ind i Grønlands verden på en egen nærværende måde. Hendes journaler er læseværdige og spændende lige fra hundeslæderejser og til beretning om skotilbehør, der får fodtøjet til at opføre sig som pikdæk på fourwheel drive on legs. Laura er en oplevelsens pige, der lever op til denne sætning i hendes nylige beretning: “Life is a mystery, and how lucky we are to being part of it!”