Når man bliver ordineret en medicinering, har det naturligvis sin rod i forbindelse med et sygdomsforløb. I de fleste tilfælde måske i fortsættelse af et sygehusophold. Man får af specialisterne fastlagt en række medikamenter, der skal indtages efterfølgende – efter samråd med egen læge.
I flere tilfælde synes det som om, at den en gang foreskrevne medicinering – som ofte indebærer mange forskellige slags piller – nærmest får karakter af at skulle gælde ‘livsvarig’.
Den praktiserende læge er måske ikke meget for at gå ind i behandlinger, som de mere specialiserede sygehuslæger oprindelig har foreskrevet. Viger måske tilbage for at gå for tæt ind på specialisternes domæne.
Jeg har kendskab til et par tilfælde, hvor unormal træthed måske kunne skyldes, at forskellige præparater muligvis var kommet til at ‘modvirke’ hverandre. Måske ikke så mærkeligt, at de forskellige piller har påvirkning på legemet, men også på hinanden.
Det kan til tider have sine vanskeligheder med at få sin egen læge til at fravige de oprindelige specialisters en gang fastsatte ‘pille-plan’.
I værste fald kan man – hvis man forsigtigt – foreslår ændringer, risikere at komme på kant med lægens faglige stolthed.