På min travetur i dag – i et område, jeg ikke har besøgt for nylig – stødte jeg på en uvarslet forhindring. En sti, der plejer at være særdeles farbar, var brutalt brudt op, formentlig for at nedlægge et nyt kloaksystem.
Jeg stod eftertænksom og overvejede min situation: “Hvordan slipper jeg helskindet gennem dette vildnis og denne situation!”. Næsten som Moses må have stået ved `Det røde hav´, Den historie har jeg nylig repeteret i min gennemgang af Mosebøgerne.
Lige som det gik for Moses, således gik også for mig. Der viste sig i det samme en engel fra det høje, personificeret ved en yndig ung pigeskikkelse, “Kan jeg hjælpe dig?” spurgte hun. Jeg takkede ydmygt “ja, tak!”.
Så bød hun mig sin jomfruelige arm, bar rollatoren med den anden hånd, og førte mig trygt gennem det 200 meters smattede morads og sikkert op på det tørre land.
Er der nogen, der siger, at ungdommen ikke er hjælpsom?