Et spørgsmål, som man gennem heke livet kunne stille sig, har været, hvordan det kunne gå til, at det store romerrige gik neden om og hjem. Det var jo den gang et verdensrige – i den daværende kendte verden. Afstandene fra Rom til de yderste positioner var enorme, men i mange århundreder lykkedes det for romerne at holde styr på disse landbesiddelse, både mod internt oprør og udefrakommende fjender. Men alligevel gik det romerske rige i stykker og efterlod besiddelserne til selvstændige enheder og stater. Den romerske magt smuldrede, både foranlediget af ydre modstand, men også på grund af interne årsager. Havde man – kulturelt set – nået et højdepunkt, hvorfra man ikke mere var i stand til at modvirke konkurrencen fra omliggende kulturer.
Måske oplever vi noget tilsvarende i vor tid. Et splittet Europa har i flere århundrede kæmpet med sig selv. Lande som England, Frankrig og Tyskland har været i konstante krige mod hinanden. Først efter anden verdenskrig – og vel faktisk med USA’s medvirken – blev der skabt et samarbejdende Europa i form af EU. Det har skabt europæisk fre i vor tid, men den nutidige erfaring fortæller dog, at det ikke helt er lykkedes at kitte de vidt forskellige lande tilstrækkelig sammen i en enighed og økonomi, der demonstrerer fælles styrke på den globale scene. Det har i vor tid været USA, der har kunnet sætte dagsordenen for Europa – og for hele verden.
Det globale kulturcentrum flyttede sig fra Rom – med et flygtigt besøg i Europa – til USA, som i hele vor tid har været verdens dominerende kraft. USA har været bannerfører for det demokrati, som vi opfatter, som det rette kulturgrundlag.
Aktuelt ser vi sprækker i den nuværende USA-ledede model. Dens evne til at holde sammen på verden smuldrer. Der må kæmpes med store økonomiske problemer. Verdens økonomiske tyngdepunkt flytter sig – specielt til Kina, som baserer sine kulturbærende synspunkter på andre værdier, end Europa og USA.
Naturligvis ændrer verdensamfundet ikke karakter med hurtige skridt. De stærke regioner er interesserede i at opretholde de svagere regioner som en slags underordnede kolonier, der medvirker til yderligere vækst til de stærke. Der vil utvivlsomt ske store ændringer i verdensstrukturen i de kommende århundreder.