Brødrebesøg

I forbindelse med min forestående 84-årige fødselsdag den 31. oktober havde jeg inviteret mine to brødre og deres piger. Jeg er glad for, at jeg fik benyttet denne lejlighed til at kunne samles endnu en gang. Flere og flere faktorer vil fremover forhindre,, at vi kan samles så ofte, som tidligere. Det skyldes naturligvis afstandene og problemerne med at komme rundt. Kørekort og den mobilitet, der er forbundet hermed, er indskrænket – det er nu blot Ellen, der efterhånden har hånden på rattet. Men der er også andre faktorer, der hindrer hyppige sammenkomster. Helbredet i broderkredsen er ikke mere det samme, som det var en gang, og det går desværre nok den forkerte vej.

Men det er dejligt at få snakket sammen og få udvekslet synspunkter, dels on de sygdomme og skavanker, som følger med årene og dels, om litterære og filosofiske emner, som heldigvis holder de grå hjerneceller i gang. Barndoms- og ungdomsoplevelser er altid tilbagevendende emner på agendaen. Fx. om den gang vi legede ved Ladegårdsåen, der nu gemmer sig under en fire-sporet motorgade.

Jeg læser lige nu, at der er planer om at frilægge åen igen, dersom den omtalte betalingsring bliver virkelighed. Det vil give frisk luft til Nørrebro-folket, som en ’byens lunge’. Samtidig vil det være et ideelt supplement til kloaksystemet i forbindelse med ekstremvejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *