Krisen har et solidt tag i hele det vestlige samfund. Den mærkes i Danmark, i Europa og i USA – den er blevet et markant sygdomstegn for hele vor kulturkreds. Den rammer alle lande, om end med forskellig styrke afhængig af de individuelle omstændigheder. Topmøder mellem regeringer søger at finde varige løsninger, men endnu er der ikke fundet en sikker vej fremad. Den globale ungdom, der er kommet i klemme i denne situation, som kaster en skygge over deres fremtidsmuligheder, bliver forståeligt nok frustreret. Det ser man i de internationale demonstrationer, der er igangsat med bevægelsen OWS, Occupy Wall Street, demonstrerer mod politikernes manglende evne til at løse de finansielle problemer, som ikke mindst rammer ungdommen.
En endegyldig løsning på de økonomiske problemer ligger ikke lige for. Dersom man anlægger et noget pessimistisk syn på spørgsmålet, må man ikke se bort fra, at vor vestlige, demokratiske kultur står under pres fra andre kulturer i verden. Det er kulturer, som er i rivende udvikling, selv om de baserer sig på andre værdier, end de vestlige landes. Befolkningerne i disse lande motiveres i høj grad, fordi de kan se frem til bedre fremtidsmuligheder, hvor vi i Vesten kan se frem til fattigere kår, som er knap så motiverende. Er vor forgældede kultur på vej til at nå toppen. Det viser sig naturligvis ikke fra dag til dag, men over et årelangt – måske hundredårigt stræk.