Et af de store temaer i tidens debat er manglen på praktikpladser til unge håndværkere, der har fuldendt deres uddannelse. Den foregår nu om dage i et samspil mellem virksomhed og Teknisk Skole. Mange unge, færdiguddannede står uden mulighed for at få udfyldt det vigtige tomrum, der er mellem den erhvervsmæssige uddannelse og fuldendelsen af færdighederne i den praktiske verden.
I tidligere tider herskede der vel nok et mere forpligtende forhold mellem mestervirksomheden og lærlingen. Da blev fremtidige lærlinge sorteret ved antagelsen, og skoleundervisningen var et mindre betydningsfyldt element i mester-lærlinge forholdet. Det er utvivlsomt gavnligt, at der nu er kommet mere styr på den samlede lærlingeuddannelse. Forhen var der en verden til forskel på de forhold, hvorunder lærlinge fik deres uddannelse.
Jeg var i mange år skuemester for metal-lærlinge sammen med fagforeningsformanden for Dansk Metal, og har stadig det vigtige stempel med ’nøglen’, der skulle garantere, at lærlingen ikke skiftede emne undervejs. Min interesse for lærlingeuddannelse stammede vel egentlig fra min egen læretid hos FLS, hvor man var på forkant med systematik i uddannelsen.
En sidste opgave inden for området fik jeg i 1990 som ny pensionist gennem Aalborg Teknisk skole og Arbejdsgiverforeningen. Det var sammen med min kollega, tidligere direktør fra Aalborg Værft, Frits Richter, at agitere for praktikpladser til nyudklækkede lærlinge. Richter havde en fortid som formand for den lokale Arbejdsgiverforening, og jeg som formand for Nordjysk Jernindustri-forening, Vi ’støvsugede’ hele Nordjylland, og fik vitterlig også fremskaffet en ganske betragtelig del praktikpladser.