I min læretid som lærling i København oplevede jeg naturligvis arbejdsmanden. Det var det laveste trin i hierarkiet. Manden, der typisk fejede værkstedsgulvet og fjernede spånerne. De opgaver, der lå langt under faglærtes – og selv lærlinges – værdighed.
En helt anden betydning af arbejdsmanden fandt jeg på cementfabrikken i Aalborg. Her var det netop arbejdsmanden, der var fabrikkens menneskelige råmateriale og grundstamme. Hans entre i industriens verden
begyndte typisk ved at møde op ved fabrikkens port tidlig morgen og håbe, at en af fabrikkens formænd havde brug for netop hans indsats, om end det blot var for en hel eller halv dags arbejde. Kom han først rigtigt inden for, lå fremtidsmulighederne til gengæld i et meget bredt spekter. Det kunne blive med det hårde slid på pladsen, havnen eller kridtgraven. Det kunne også være de mere ansvarsfulde opgaver inden for selve cementprocessen. Som rotérovnsbrænder, kul- eller cementmøller eller som pudser i kraftcentralen. Udvalgte personer kunne blive værdifulde medarbejdere i laboratorier eller lignende vigtige funktioner. Særlig egnede arbejdsmænd kunne endvidere også avancere til arbejdsledere og mestre. Fabrikkens dominerende grundstamme var simpelthen arbejdsmanden. Håndværkere, som smede og elektrikere var en mindre kategori for sig, men de var også bakket op med hjælpere, som naturligvis var arbejdsmænd.
Arbejdsmanden kom ind i fabrikken uden forudgående uddannelse. Måske kom han fx lige fra landbruget. Det kunne være et stort spring fra fodermester til industriarbejder. Fabrikken krævede på den tid ingen forudgående uddannelse. Det forudsattes, at arbejdsmanden selv kunne uddanne sig i samværet med opgaven og kollegerne på stedet. Så det var ukyndige folk, der tit entrede kraner, lokomotiver og trucks. På et tidspunkt indførtes et oplæringssystem, så arbejdsmanden skulle gennemgå en uddannelse med en ’kørelærer’. Efter en godkendelse fik arbejdsmanden så et skilt til at sætte på udenpå arbejdstøjet – med forskellige farver for de kørselsopgaver, han beherskede og var godkendt til.
Det var fabrikkens første skridt til at gøre arbejdsmandens arbejde og ansvar mere anerkendt og synligt.