Der er ingen tvivl om, at vi danske sætter pris på vor demokratiske styreform, hvor hver indbygger – uanset stilling eller plads i samfundet – har medbestemmelse på ledelsen af vort land. Vi har levet i dette demokratiske samfund i så mange år, at vi næppe kan forestille os, at det kan erstattes af andre systemer. Det gælder også for mit eget vedkommende.
Demokrati var stærkt synligt, da der var stor forskel på befolkningsgrupper. I Danmark stod bønder og arbejdere i fortiden, som markerede stærke modpoler over for hinanden. Dengang var det en kamp om landets ledelse, der var jordnær og forståelig for vælgermassen. Der var en bred midterbane, hvorpå uenighederne kunne udkæmpes.
Efterhånden er danskerne blevet et mere ’lige’ samfund, hvor forskellene mellem befolkningsgrupperne indsnævres betragteligt. Grænserne, der tidligere baserede sig på erhverv, er nu udvisket, og erstattet af andre grupperinger, fx boligejere versus lejere.
Uenigheder mellem sådanne grupper overskygger i værste fald landets virkelige problemer, som eksempelvis svindende konkurrencedygtighed overfor det globale samfund.