I hele mit aktive arbejdsliv har jeg kørt et tæt parløb med et virkelighedsbillede, der bragte forskellige udenlandske aktører ind på banen, som konkurrenter. For en koncern, som FLS, der opererer på global basis, var det ofte kundekrav, der fordrede lokal fremstilling i kundelandet. Fra dette udgangspunkt blev det snart kendt, at japanske virksomheder var ekstremt billige med allehånde stålkonstruktioner. I mange henseender lå der en opgave i et verdensfirma i at oplære de udenlandske aktører i de nødvendige teknikker for at dygtiggøre sig til opgaverne.
Siden er det gået slag i slag med, at danske job er gået over på udenlandske hænder. Aktuelt kan man konstatere, at endog udvikling, forskning og IT-arbejde med fordel kan indkøbes i lande med høj ekspertise, lave lønninger og et medarbejder-engagement, der er betydeligt højere, end det danske. Det er en udvikling, der støt og sikkert har
kendetegnet de seneste 60-70 år.
I grunden er det vel en naturlig udvikling, at en ny række lande ønsker at komme op på vort vestlige levestandsniveau, selv om vi må se i øjnene, at vore job bliver Sorteper i den sammenhæng. Vi må finde nye veje for at bringe vort land i front igen – eller se i øjnene, at vi på sigt må give afkald på noget af vores høje velfærd, og dele den med en bredere verden.