Kirkegårde – før og nu

Førhen var kirkegårde stille, fredelige oaser både på land og i by. Et sted så fredfyldt, at man kunne dvæle dér og stemme sine tanker af. Min tilværelse har formet sig, så jeg både som ung og nu i alderdommen har levet i nært naboskab med kirkegårde.

I min studietid kunne jeg hver dag bekvemt skrå gennem Assistents kirkegård på min vej til læreanstalten. Herved fik jeg et godt ’kammeratskab’ med 1700-1800’tallets store mænd. Jeg følte næsten, at jeg var på talefod både med H. C. Andersen og Søren Kierkegaard. Der var mulighed for sjælero og refleksion i hverdagstravlheden i selskab med de store ånder.

Nutildags har jeg også en kirkegård, som nær nabo. Her er der nu ikke ro og fred til dybsindigt tankegods – i hvert fald ikke i dagtimerne. Hvor fortidens gravere forrettede deres job i andæktig og ærbødig stilhed, så er nutidens kirkegårdsarbejdere af en anden kaliber. Kirkegården er blevet en arbejdsplads, som alle andre arbejdspladser. Dagen igennem høres motorlarm fra plæneklippere og motorsave. Man må håbe, at man til sin tid bliver begravet iført høreværn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *