Starten på den dejlige forårsmåned, maj, har gennem tiden givet mig brogede erindringer.
I de tidlige år var det til fest i Fælledparken, hvor landsfaderen, Stauning, talte gennem sit store skæg ud over den tætpakkede tilhørerskare. Han stod i en skov af røde faner, der var pyntet med friske bøgegrene. Ja, man kunne også være sikker på, at bøgen var sprunget ud den 1. maj.
På Norden var jeg midt i 50´erne i færd med at forstøve råjern til pulver. I den forbindelse ville jeg besøge en virksomhed, der fremstillede et lignende produkt i Ruhr-området. En repræsentant for et elovnsfirma arrangerede besøget. Men direktøren for fabrikken var absolut ikke indstillet på at vise mig sin fabrik. Tværtimod! I en lang og heftig enetale overøste han mig med et udvalg af de værste tyske gloser, jeg ikke havde lært i skolen. Så meget forstod jeg, at han kaldte mig industrispion, hvad jeg vel også var. Elovnsrepræsentanten var ganske ulykkelig, som om han kunne gøre for det. Han betroede nig, at manden var en `Hesse´. “De har ikke det lyse sind, som os andre Rheinländere”, sagde han trøstende.
Så inviterede han mig med sin familie rundt i omegnen, hvor vi så majfester med dans om majstænger. Dagen sluttede med en stor 1. mal fest, hvor han stillede en ung pige af familien til rådighed som dansepartner. Som aftenens skred frem, glemte jeg helt `Hessen´.
Da jeg gik til solosang hos Gertrud Spliid var en af mine yndligskompositioner, `Im wunderschönen Monat Mai´ fra Schumanns `Dichterliebe´.