Jeg medgiver, at jeg burde have levende lys i vinduerne på denne mindeværdige aften i 1945. Den er mindeværdig for hele Danmark – men så sandelig også for mig personlig. Det var aftenen, hvor Frihedsbudskabet lød i radioen og forkyndte, at tyskerne havde kapituleret, og at Danmark atter var frit. Det skabte fest og glæde for alle – og feststemte mennesker strømmede glædesfulde ud på gaderne – og nærmest omfavnede hinanden.
Som nok tidligere beskrevet, startede min aktive tilværelse som frihedskæmper netop denne aften. Trods min unge 18-årige alder havde jeg meldt mig ind i Modstandsbevægelsens Freriksberg-batallion. Det gav anledning til flere måneder i trøjen – der hovedsagelig kom til at omfatte vagttjenester i forbindelse med de store flygtningestrømme, der komtil Danmark. Næsten alle kommuneskoler blev taget i brug som flygtningecentre.
Det skete i slutningen af min læretid på Valby Maskinfabrik. Heldigvis havde jeg ikke problener med at genoptage maskinarbejderuddannelsen, som jeg fuldførte til den fastsatte tid endog med den sjældne og højeste karakter “særdeles veludført”.