Det er i dag den 9. april. Det er en dato, som danskere, der, som jeg, har mange år på bagen, ikke glemmer. Om morgenen den 9. april 1940 vækkedes vi tidligt ved en en fantasisk og uvant motorlarm, som gennemrystede vor lille lejlighed på 4. sal. Det viste sig at være tyske militærfly af mærket Juncker, der fløj over København og nedkastede flyveblade. Det var ‘Oprob’ til den danske befolkning om at forholde sig roligt, og at nu var vi et besat land. Jeg var vel 12 år den gang, og jeg husker tydeligt, at jeg fik et mere detallieret kendskab til de barske realiteter i skolen af vor fysiklærer, Jessen, der havde en fortid son officer i militæret.
Der blev med det samme dekreteret mørklægning fra denne dag. Så måtte vi i hast anskaffe sort mørklægningspapir, der kunne blænde vinduerne, så intet lys kunne slippe ud. Det fik lov til at blive siddende gennem alle nætter i samfulde fem år, som besættelsen varede. Mærkværdigvis medførte denne tillukkethed også en vis tryghed. Man fik indtryk af, at man fik lukket den onde verden ude.