I dag var det så alvor med et længe udskudt besøg hos tandlægen. Det var set frem til med samme indgroede frygt, som blev grundlagt ved børneskolens tandlægebesøg på Sjællandsgade skole, hvor en aggressiv, rødhåret, kvindelig tandlæge hårdhændet ordnede skolebørnenes tænderne. Tak skal hun nu have for det.
Nåh, jeg slap nu overordentlig nådigt over dagens tandlægebesøg. Det værste var næsten den stejle trappe deroptil, men den tog jeg som en øvelse i at komme med Mols-færgen på den kommende tur til Ebeltoft. Tandlægen, Vibeke, betroede mig, at det var to år siden, hun havde set mig sidst. Jeg husker det nu, som var det i går, men hendes hukommelse er vel nok noget mindre uplettet, end min.
Ellers gik hun i gang med at se på tænderne. Det skete under tiljublede, begejstrede tilråb om, hvor fint og velholdt, gebisset var. “Nydeligt, nydeligt”, kommenterede hun – næsten fra tand til tand. For at bevare det eminente syn for eftertiden, blev gebisset fotograferet til tandlægearkivet, og man kunne glæde sig over de alderstegne, holdbare plomber, der supplerede billedet. De stammer såmænd nok fra `den rødhårede fra Sjællandsgade´!
Den sædvanlige aggressive rensning slap jeg heller ikke for, og så sidder man dér ubehjælpsomt med vand i munden og føler halsen lige så blokkeret som et tilstoppet kloakrør. Derefter skrabes ihærdigt med stålværktøj. Så længe tænderne kan holde til den behandling, kan det ikke være helt galt.
Men glad og lettet blev jeg, da hun gav mig `livsvarig garanti´ på tandsættet, og med den vanlige, fornyede og halvårlige udsættelse entrede jeg trappen for nedadgående. Det giver næsten følelsen af at springe ud fra anden sal. Men dejligt er det at bevæge sig på hjemvejen med bevidstheden om at have både rene tænder og ren samvittighed – selv om det føles, som om man har strandsand i hele munden.
Jeg sender en tak til min mor, der helt fra lille lærte mig at passe på mine tænder.