Den opstand, der har fundet sted i Mellemøsten – først i Tunesien, så i Egypten – og nu i Libyen, betegner en ny måde for folket at opponere mod diktatoriske styreformer på. I en globaliseret verden med bl. a. Internet og Facebook er befolkninger i de enkelte lande i kontakt med hele verdenssamfundet. Den unge generation, der vokser op, er i høj grd betydeligt mere veluddannede – og globalt orienterede – end tidligere tiders unge. Det giver et ganske andet udgangspunkt for at ruste sig til kamp mod forhadte, politiske diktatursystemer.
Tilsyneladende er diktaturstater, verden over, opmærksomme herpå. Ledere i de øvrige lande i Mellemøsten ser ud til at nære frygt for samme skæbne, som fx Libyen. Det antydes yderligere, at selv i Kina forudses det, at der kan opstå oprør, som kan være farlige for styret. Et sådant opgør mod systemet vil blive af kolossalt omfang.
Fælles for disse opgør er ønsket om demokrati. Det er nok vanskeligt at definere, hvad de enkelte frihedskæmpere lægger i det ord. Befolkninger i fx. de muslimske lande er i generationer opvokset med Islam’s forbilleder, der foreskriver adfærd, der ligger langt fra vor måde at tolke demokrati på.