Først Tunesien, så Egypten og Bahrain – og nu Libyen. Ja, sågar i Iran er der voldsomme og blodige demonstrationer, som protesterer mod landenes diktatoriske styrer. Det kan ligne en dominoeffekt, der er startet i en flig af den mellemøstlige verden og bredt sig derfra med stor kraft. Er det ikke en brand, der næppe lader sig standse – og hvad vil den efterlade i politisk og religiøs henseende? Med nutidens kommunikation med Internet m.m. vil disse styreformer være under et voksende pres fra indbyggerne, der får kendskab til levemuligheder i den frie verden..
Hvorledes kommer Europa til at placere sig i den verden, som kan blive resultatet af disse oprør. Libyens leder, oberst Muamer Gaddafi, har allerede truet med at slippe flygtniingestrømme løs mod Europa. Ingen tvivl om, at for ethvert menneske i denne del af verden fremstår Europa, som det forjættede land. Lige som Amerika gjorde det tidligere i historien for os europæere. Med sine uanede muligheder blev det en slags sikkerhedsventil for Europa. Det er nu blot 100-150 år siden. Den gang var det indianerne, det gik ud over. De tabte på den konto deres kultur.
Er det nu europæernes tur til at være indianerne?