Cykling – fra barnsben til alderdom

I det vejr, vi nu har haft i en ugestid, har jeg ihærdigt forsøgt at udnytte mulighederne for at komme ud at motionere. Jeg finder også, at den øvige verden er ved at lukke sig op i forventningen om, at en gryende vår for alvor er i vente. Jeg kan iagttage det på livet på stierne heromkring. Man møder et stigende antal cyklister i så godt som alle aldre. Bemærkelsesværdigt er det at se, hvor tidligt børn oplæres i cyklingens teknik. Helt små poder – og med cykelhjelm på hovedet – kaster sig ud i cyklemylderet. De ruster sig til en fremtid, hvor de selvstændigt skal transportere sig til skole og andet. Forunderligt, at selv små purke tilegner sig færdighedene i en meget tidlig alder. Cykling er næsten blevet en indbygget færdighed i vort livsmønster. Måske vil vi efter Darwin’s teorier nærmest blive udstyret med iboende cykelegenskaber lige fra fødselen.

I dag findes cykler skrædder-syede til alle størrelse. Jeg erindrer, hvordan jeg  i min ungdom lærte cyklingens kunst. Det foregik på en af de færdelsstille småveje i det frederikske nabokvarter. Her kom der ikke mange hestekøretøjer eller biler. Selve cyklen var af en betydelig størrelse i forhold til min årgang. Men størrelsesforskellen blev udlignet med kraftige modelsnedker-fremstillede klodser, der blev påmonteret pedalerne.  Med et faderligt skub og guiding gennem de første, famlende kilometre, har min cykel for mig været en kær følgesvend, livet igennem.

Desværre forhindrede en blodprop i hjernen for 5 – 6 år siden mig i at fortsætte de daglige møder med naturen sammen med min cykel. Ærlig talt er det næsten det eneste savn af den art, som jeg kan konstatere. Så meget des mere glæder det mig at se, at ungdommenlige fra de tidligste år, fører cykellivet videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *