Et kendetegn – som Danmark er kendt for ude i verden – og som vi selv er glade for og stolte af – er vor sociale politik. Vi lever i et samfund, hvor ingen lades i stikken. Grundtvig beskrev den samfundsmodel, som han så frem til som mål i sin tid, med ordene: “- og så har i rigdom, vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. Den sociale udvikling er heldigvis gået i denne positive retning i de hengangne år. Det har virkelig tyndet ud i gruppen af dem, der har for lidt – og også i den gruppe, der har for meget. Den sociale politik har virket i begge yderpunkter. Resultatet er blevet, at vi efterhånden er havnet i én stor gruppe: ‘mellemklassen’. Den har fuldstændigt udvisket de oprindelige forskelle på rige og fattige. I hver af os bærer vi efterhånden på en passende del ‘rig’ – og også på en del ‘fattig’.
Det er vel noget paradoksalt i, at samfundsudviklingen gjorde os til en nation af halvrige og samtidige halvfattige. Herved er vi efterhånden låst fast i et ‘mellemklasse-hjørne’, som vi har svært ved at komme ud af. Sociale love, hvis mål har været at hjælpe svage, er bragt til succes ved, at de samtidig også gavnede hele mellemklassen. Herved er alle i realiteten blevet lige rige og lige fattige i et låst mønster. Man har kaldt denne metode for social udjævning for bestikkelses-teorien. For at hjælpe de virkelig trængende, måtte der kastes en bestikkelses-luns ud til dem, der i realiteten var selvhjulpne.
Man kan få en tilstrækkelig stor del af befolkningen til at acceptere store sociale overførsler, hvis man selv kan få en vis glæde af ordningen. Af samme grund er det vanskeligt at komme ud af ordningerne.