For os, der har oplevet jødeudryddelserne i forbindelse med Nazismen og 2. verdenskrig har ordet ‘ghetto’ en uhyggelig efterklang om jødeforfølgelser, der stadig hænger i ørene. Nu anvendes ordet om de områder i alle danske storbyer, hvor indvandrere og andre svage grupper samler sig i bydele, der efterhønden får karakter af bydele, hvor normale retsbegreber ikke er gældende. En del af beboerne – særlig de unge – er især meget rabiate. Kriminalitet, hærværk og ildspåsættelser er blevet hverdag i disse kvarterer, hvor politi og brandvæsen efterhånden ikke tør levere den tryghed, som lovlydige borgere i området har krav på.
Nu er problemerne vokset ind på den politiske dagsorden fra begge sider i Folketinget. Løsningsmulighederne er kommet ind i en politisk overbuds-konkurrence. Med forslag til fx. storstilet politiindsats, nedrivning af boligblokke og øget social bevågenhed. Alt i en broget og uoverskuelig blanding.
Problemerne er også kendt i andre europæiske storbyer, hvor indvandrere og socialt svage finder sammen og danner deres egen subkultur, som oftest kan være på alvorlig kant med landets normale love.
Selv om man nedriver nogle af de ofte ret moderne boligblokke i de belastede beboelseskvarterer, skal genhusning etableres andetsteds. Danmark er jo et tæt bebygget land – der jo ikke har udkantsområder på størrelse med en slags ‘Sibirien”, hvor problemerne kan overflyttes til. Så derfor risikerer man, at problemet vender tilbage – blot i det nye område.
I efterkrigsperioden udførte man en storstilet sanering af ‘arbejderghettoen’ i ‘den sorte firkant’ på Nørrebro. De nybyggerier, som de blev erstattet med på Vestegnen, blev ret hurtigt beboet af samme type borgere, som forhen – på trods af de mere moderne faciliteter, som det nye område kunne tilbyde.