Ego-socialistisk kultur

Den sociale struktur, som i 1930’erne blev indført af daværende socialminister Steincke, var et bemærkelsesværdigt skridt på en tiltrængt ligestilling i samfundet mellem de forskellige befolkningsgrupper. Vel blev fattigdom ikke afskaffet som med et trylleslag, men man respekterede, at der skulle ydes før man kunne nyde. Dem, der kunne klare sig selv, ville nødigt stille sig op i køen sammen med de trængende for at få en del af de fattiges midler. At få hjælp af det offentlige føltes som en skam – man var generelt ‘for stolt’ til at være ‘på kommunen’.

Denne indstilling har ændret sig generelt gennem tiden, startende i 1970’erne. Den opvoksende generation konstaterede, at de penge, som var tiltænkt de trængende, ikke var øremærkede, og i øvrigt ligeså gode, som andre penge. Så dermed startede et kapløb om at få fat i så mange af disse midler, som overhovedet muligt. Skammen ved at stille op sammen med de fattige forsvandt efterhånden som dug for solen.

Vi lever i vor tid – så at sige – i en ego-socialistisk kultur, hvor alle vil tilrane sig fællesskabets goder, men ingen har lyst bidrage til det. Vi forventer, at de flittige og hårdtarbejdende betaler til os andre, der faktisk ikke rigtigt gider. Vi vil have vore goder, lige fra cafépenge til efterløn, fordi vi er trænet op i ego-socialismens ånd – til at kræve ind til ‘mig selv’. Fællesskabet er til mig og for mig – ellers er der jo ikke noget fællesskab – vel?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *