Sjældent har vi set en toppolitiker, der har været så ugleset og kuet, som den nuvære4nde udenrigsminister, Lene Espersen. Hun er omgivet af fjender til alle sider – af oppositionen, af befolkningen, af parti og af pressen – ja, – kort sagt: hele vejen rundt.
Netop i den kommende weekend skal hun møde sine fæller ved det årlige partimøde. Det kan hun næppe se hen til med glæde. Det er, som om der klæber sig en lind strøm af ubehagelige sager på hende, så hun efterhånden fremtræder, som et dyr på flugt.
Opositionen opfatter hende, som det svageste led i ministerkæden og retter derfor deres samlede skyds mod hende. Det vil give en dobbelt gevinst, hvis de kan få hende væltet. Der ville være tale om både en partiformand og en minister – derfor ville det sikkert være regeringens fald.
Lene Espersen’s optræden i de sidste to år har bevæget sig fra en festlig kåring som partiformand. Det var vel et alvorligt fejlgreb, at hun, som en af sine første formandshandlinger, forflyttede Stig Møller fra udenrigsministerposten, for selv at beklæde denne. Det må have forårsaget nye sprækker i partiet, som har tradition for at være opsplittet i konkurrende lejre. Stillingen som udenrigsminister fik en ussel start på grund af hendes ferievalg. Andre rejser blev også angrebet, og nu er hun pisket til at rejse flittigt rundt, drevet af frygten for mere kritik på den front. Dermed forsømmer hun sine hjemlige forpligtelser med at hæve partiet i meningsmålingerne. Disse er faldet fra 10% til 6% i hendes tid.
Aktuelt er hun løbet ind i en ubehagelig mail-sag, som mindst vil udløse en næse fra et flertal af Folketinget.
Det står nok klart, at Lene ikke har været den succes, som man kårede for to år siden til tonerne af “we are simply the best”-