Tuborg-heste

I min barndomstid og ungdom var heste et særdeles almindeligt indslag i dagligdagen. Hver dag rullede der mange forskellige hestekøretøjer igennem vor brostensbelagte gade.

Tidligt om morgen var det mælkevognene med de morgenduelige mælkedrenge, der dominerede den sparsomme trafik. Der var mælkevogne fra tre mejerier, Enigheden, Solbjerg og Trifoleum. Det skete ofte, at mælkedrenge fra de forskellige mejerier måtte højt op til fjerdesale i samme opgang for at servicere deres kunder.

Senere på dagen var det skraldevognene, der invaderede gadebilledet. Billedet, der nu står tilbage på erindringens tavle, er præget af de kraftige mænd, der slæbte de tunge skarnkasser på nakken. Et opslidende job, som garanterede et kort otium. Det var et umenneskeligt arbejde, der nutildags ville være forbudt ar Arbejdstilsynet

Et særligt, festlig indslag var hestene fra de store bryggerier. Det var store, jyske arbejdsheste, der sørgede for drikkevarer til de tørstige Københavnere. I særlig grad kaldte Tuborg-bryggeriets heste på opmærksomheden, når de om sommeren fik klædelige stråhatte på, hvorfra ørene strittede ud i det fri.  Det gav naturligvis betydelig mere kolorit på gadebillede, end hvad skraldevognene kunne levere. Som en naturlig konsekvens af, at bryggeriets to populære produkter var henholdsvis Grøn Tuborg og Rød Tuborg, var det meget naturligt at iklæde heste-forspandet med hver sin farve på stråhattene. Det så bestemt også meget festligt ud.

Heste var en naturlig del af gadebilledet. Man voksede op med hestene og den fare, de kunne forårsage. Vi fik fra barnsben lært, at en halmdusk bag en hests øre betød, at hesten var bidsk – og kunne finde på at bide. De flinke kuske huskede altid at give hestene muleposer på, når de havde pause. Gaderne bar selvfølgelig kendelige spor af  hestenes efterladenskaber, hestepærene. De var til stor glæde for gråspurvene, der i stort tal kastede sig over delikatesserne. En del af det korn, der blev indtaget gennem muleposerne kom ufordøjet ud i hestepærene.

Biler så man ikke meget til. Det var  hovedsagelig ambulancer og brandbiler. Det kunne også i ny og næ være en Taxa, der i hine tider havde plads til syv personer. Under besættelsen kunne der ikke skaffes benzin. Nogle lastbiler blev forsynet med gasgenerator-anløg, og chaufførerne fik en ekstra tjans som fyrbødere, idet de kakkelovnsformede generatorer, der var hægtet på lastbilerne, jævnlig skulle fyres op, tilses og renses. Generatorene skulle forsynes med brændeknuder og iøvrigt behandles nærmest som kakkelovne.

I krigsårene fremkom en speciel heste/bil-klon. Det var opfindsomme taxavognmænd, der tog vindspejlet ud på taxa-bilerne og ellers forsynede dem med  skagler og  træktøj. Så kunne chaufføren sidde på forsædet og styre krikken med tømme gennem forruden. Det blev en stor succes og blev festligt beskrevet i en af Ludvig Brandstrup’s populære revyviser: “Hyp lille Lotte”. Tiden under Besættelsen lagde grunden til mange nye opfindelser – og til megen morskab trods de svære tider.

1 tanke om “Tuborg-heste”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *