I sommerens løb fremkom historikeren, Tom Buk-Swienty, med oplysninger, der med ét slag ændrede den danske historiskrivning om forholdene omkring nederlaget i 1864. Efter at have fået tilladelse til at gennemgå ellers hemmeligholdte, kongelige arkiver, kunne han afdække, at Christian IX som led i fredsprocessen, i flere omgange tilbød den tyske ministerpræsident Bismarck, at Danmark kunne indtrælde i det tyske forbund – mod til gengæld at beholde hertugdømmerne, som stod kongens hjerte nær. Tilbuddet blev givet udenom regering og Folketing. Bismarck afslog af andre politiske årsager kongens tilbud. Danmark bevarede dermed sin selvstændighed – men mistede hertugdømmerne.
Jeg følte interesse for at få et billede af tiden omkring denne krig. Derfor gennemlæste jeg nøje H. C. Anersens omhyggelig førte dagbog for året. Krigen og tabene beskriver han indgående, men der nævnes intet om kongens tilbud. HCA har iøvrigt ført en særdeles punktlig ‘blog’, der minituøst beskriver hans mange middagsinvitationer og næsten daglige teaterbesøg på det kongelige og Casino. Hans liv med ulidelige tandsmerter og hans øvrige skrøbeligheder behandles også indgående.