En af de væsentligste ændringer i den danske befolknings samfundssynspunkt, som jeg har konstateret i løbet af min levetid, er den udjævnhed, der er sket mellem begreberne – at yde eller nyde – til samfundshelheden.
Borgerne er i stedse højere grad blevet bevidste om, hvad der deres ret – og vel i noget mindre omfang fokuseret på, hvad der er deres pligt. Offentlige ydelser har ændret struktur fra at være en form for ’samfundets gaver’, som man modtog med taknemmelighed – og frabad sig, dersom man ikke havde behov. Dette forhold har forandret sig ganske væsetligt. Nu er enhver offentlig ydelse til den enkelte blevet konverteret til et krav til samfundet – hvadenten man trænger til den eller ej.
Jeg kan nok ikke i stand til at analysere årsagerne til denne ændrede synsvinkel. Måske grunder det sig på de mere politiske bevægelser i forbindelse med ungdomsoprør og lignende.
Lighed i befolkningen havde vel førhen den betydning, at tage hånd om trængende. Den etikette gælder ikke længere. Nu om stunder må enhver hjælp til svage komme hele den øvrige del af samfundet til gode. Er hovedløse lovtiltag, som fx. efterlønnen ikke eksempel på et sådant socialt misfoster. Det er skræmmende at se, hvorledes en påtænkt støtte til trængende, har udviklet sig til et socialt gode til alle,