Tænk, at det nu er 65 år siden, vi oplevede den fantastiske befrielsesdag. Den dato glemmer man ikke; den fastholder uforglemmelige minder. Om eftermiddagen på denne forårsdag, meddelte BBC, at de tyske styrker havde overgivet sig, og at vort lille land dermed blev befriet for den tyske besættelses tyngende åg.
For mig havde dagen en særlig betydning, som jeg nok tidligere har omtalt her på bloggen. Som medlem af Modstandsbevægelsen blev jeg orienteret gennem den oprettede telefonkæde om så hurtigt som muligt at give møde på den aftalte samlingsplads, der var Frederiksberg Elværk på Finsensvej.
Vor bedagede radio hjemme kunne ikke tage BBC, så jeg var noget forundret over, at folk var strømmet ud på gaderne og nærmest hyldede mig, som målbevist kom halsende på min cykel med min stålhjelm på bagagebæreren.
Nyhederne fra BBC indledtes hver dag med de fire karakteristiske og skæbningsvangre paukeslag. Det var dette korte budskab i den britiske radio, der for alvor satte et skel mellem fortid og fremtid: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”.
4. maj var dagen, der lukkede op for en ny og lysere fremtid i mit unge liv – og naturligvis gav alle danskere fornyet tro på fremtiden.