Der er få dage i kalenderåret, som skiller sig ud fra de fleste andre dage. En sådan dag er 1. maj. For det første er det rituelt årets kalendermæssig, første forårsdag. Dagen, hvor vi siger endeligt farvel til vinteren.Nu ligger tilværelsen lys og indbydende foran os. Dagen er gennem tiden fejret med glæde og lystighed – bl. a. folkefsester med dans om majstangen – og anden festlighed – smykket med netop udsprungne bøgegrene..
I den nyere tid er dagen kendt for at være ’Arbejdernes Internationale Kampdag’. Det er en tradition, der startede i 1890, hvor arbejderbevægelserne i vestlige lande kæmpede for 8-timers arbejdsdag. I mine barndomserindringer stod 1. maj som dagen, hvor vi skulle i Fælledparken. Her talte statsministeren, Th. Stauning, til den store tætpakkede og lyttende forsamling. Flankeret af et væld af røde faner – pyntet med lysegrønne bøgegrene på toppen.
Traditionsmæssigt fejres dagen stadig, Tilhørerne til landets mange 1. majfester demonstrerer ikke længere for 8-timers arbejdsdag – det slag er forlængst vundet. Derimod bruger oppositionen dagen til – med mere eller mindre sandfærdige motiver – at nedgøre regeringens førte politik. Dagen bliver skånselsløst anvendt som valgpropaganda for en eventuelt kommende regering, der i så fald vil blive den mest venstreorienterede nogensinde i Danmark.
Ved sådanne vælgertaler ses der lempeligt på argumenternes sandhedsværdi. Som ved enhver krig eller lignende bliver sandheden det første offer.