Stolt som var hun dronningen af Saba, mødte Helle Thorning Schmidt – tilsyneladende overraskende – op ved SF¨s årsmøde. Hun beseglede i vægtige ord en alliance mellem Socialdemokratiet og SF, der nu fremstår så fastømret, som ingensinde før. Både ved sin entré og sin sejrstolte tale roste hun i floriante vendinger SF-partiet.
Det var i sandhed et synligt bevis på, at den hidtidige ’forlovelse’ har fundet en bindende plads i det kommende valgprogram. Det ser næsten ud til, at der nu kan bestilles ’lysning’ hos præsten. Nu mangler vi blot, at vælgerne applauderer og bifalder alliancen ved det kommende valg. Et er sikkert: Helle og Villy står sejrsikkert sammen som garanter for Danmarks fremtid. SF’s arsmøde har godkendt det med ovationer. Det peger på et solidt ægteskab, der ikke udsættes for internt skænderi eller skilsmisse.